AVISEN

ANNONCE
NYHEDSBREV
Modtag vores gratis nyhedsbrev
Indtast Email:




Smukt og enestående

Af Leo Tandrup
gltandrup@gmail.com

Arne Haugen Sørensen har fået sit eget museum. I en tid, hvor museer indskrænkes og nedlægges, er det opmuntrende, at det for formanden for Foreningen Vestjyllands Kunst-pavillon Erling Damgaard og de mange andre involverede ved lang tids arbejde er lykkedes at skabe et museum, tilmed et enmandsmuseum. Museet fremstår som den ene af de to sammenbyggede dele af Kunstpavillonen i Videbæk vest for Herning. Og det indvies 9. september.

Arne har doneret 70 værker, spændende over dele af hans produktion helt tilbage til starten i ungdomstiden. Der er flere vægtige værker. Som ung havde han, som det ses, sit udgangspunkt i gruppen omkring Svend Wiig Hansen, Sterup Hansen og Palle Nielsen. Så ”jeg vidste, jeg havde noget personligt at bidrage med allerede i denne triste periode”, skriver han. Det havde han hele sit liv, så han har i høj grad fortjent at få sit eget museum. Hver især udgør de enkelte værker selvsagt detaljer i helheden, men denne forstås ikke, hvis man ikke kaster sig ivrigt og intenst over nogle få af dem.

Et af dem er et af de sidst skabte, nemlig en Begrædelse fra 2016. Motivet er helt for nyt for kunstneren, der længe har været optaget af forløbet i Kristi lidelseshistorie fra nadveren til opstandelsen. Arne mener ikke, at disse begivenheder historisk har fundet sted, men ser dem som mytiske. Selvom jeg med mit maleri føler, at jeg beder til Gud, er jeg ikke religiøs, siger han, og trosbekendelsen vil han ikke skrive under på. Men troen sidder i ham. Og man kan fornemme, hvor meget energi der som altid lægges i, hvad Arne skaber. Ofte er det en møjsommelig, næsten ufremkommelig proces, hvor han må sætte sin lid til, at intuitionen vil lede ham den rette vej, så form og eksistentielt indhold går i et. Modernisten i ham lader ham sætte den over bevidsthedens arbejde, der dog ligger bag hele skabelsesprocessen.

Arne har en sej vedholdenhed, selv om hans værker kan drille undervejs. Samtidig præges han imidlertid af en lysende skaberglæde. Det gælder for ham om, at menneskene højnes og lærer at begå sig under hårde omstændigheder. Sorg og ulykke truer hans mennesker som til alle tider, men skal ikke få lov at få det sidste ord. Han viser den inderlige sorg hos Maria, Maria Magdalena og de andre nære omkring Kristus, der ligger dér i skødet på sin mor.

Maria Magdalena, hans elskede i traditionen, som den udvikler sig op gennem tiden, holder Jesu hånd med det blodige naglehul op til sit ansigt, på én gang ulykkelig, rasende på morderne, men også rede til at føre Jesu budskab videre. Også den moderne gruppen bag de sørgende er berørte og diskuterer, hvad de nu skal stille op. Skal man uden videre bare finde sig i denne udåd, resignere? Det ser det ikke ud med den iver, de viser i samtalen. Én af dem knytter da også næven mod de sorte mørkemænd, der drager bort efter den forrettede korsfæstelse og henrettelse af Jesus. Det kan ses som en opfordring til os om, at vi bør så op mod magtens uretfærdighed og således bekræfte vores tro på og håb til livet, hvor vi kan.
Alle Arnes værker har traditionen i sig. Det gælder også de altid vægtige Dyr og Damer-værker, som han lige fra de ret unge år har skabt, således Frosset Mareridt fra 2013. Dyrene er vilde, glubske og ubønhørlige over for de stakkels damer. Men her er der sket noget nyt. Det er, som har dyret taget sig i det. Det stivner i hvert fald med ét og vil ikke hugge tænderne i kvinden under sig. Damerne har han uden tvivl ofte har set i lyset af, hvad han selv har oplevet som barn, hvor hans mor hele tiden risikerede at blive tvunget i knæ, og hvor han selv må prøve at klare ærterne, hvad der er umådeligt hårdt for et barn. Han og lillebroderen Jørgen kom til med moderen at leve ”i et permanent alarmberedskab. Det hele kunne rable ned over hovedet på os, hvad øjeblik det skulle være”, skrev han. Det satte sit uvisnelige præg på hans kunst, og det har gjort ham desto mere bevidst om, hvor vigtigt det er at tage kampen op for livet imod den ubønhørlige død, så den dog bliver til at bære, når den indfinder sig.

Kik nærmere på de værker der nu ophænges i Arne Haugen Sørensen Museum til berigelse for os alle og eftertiden. Arne er som den gode kunst op gennem tider universel og kan derfor også forstås af eftertiden, optaget som han og den er af, hvordan vi mennesker skal prøve at værne hinanden mod døden, så dens gru ikke knuser os undervejs.

God tur til Arnes Museum.

Send til ven
Artikel fra: Nr. 07 / 2017 - Aug. / Sept.
ARTIKLER FRA NYESTE AVIS
Smukt og enestående
Arne Haugen Sørensens Museum i Videbæk indvies
Af Leo Tandrup
KUNSTKALENDER - 299 Arr.
ANNONCE