AVISEN

ANNONCE
NYHEDSBREV
Modtag vores gratis nyhedsbrev
Indtast Email:




Et land i sort/hvid

Et land i sort/hvid, der nu kun er sort
Krass Clement fotograferede byer og mennesker i Syrien i 2001
før det fatale sammenbrud. En verden af i går, der ligger i nutidens ruiner


Af Orla Schantz
orla.schantz@gmail.com

Det er den bortvendte ryg, der fortæller hele historien. På tre fotos ser vi den, lidt krumbøjet og duknakket i lyset fra butiksfacaderne. De andre mennesker på fortovet ænser ham ikke. Ensom, men dog med stil. Den slidte nålestribede habit hænger brugt på figuren. Han promenerer som engang for lang tid siden. Men nutiden er forfald, kun fortiden havde storhed og ranke rygge. Nu synker det hele sammen. Det er som en forudanelse af den totale katastrofe.

Det er Syrien for 16 år siden. Det er Damaskus, Palmyra, Homs og Aleppo. Byer, vi nu kun kender på grund af det daglige antal dræbte mennesker.

Det nu 71-årige Krass Clement udgav sin første fotobog for næsten 40 år siden. Den hed ”Skygger af øjeblikke”. Siden kom en snes flere. Og titlen på debutbogen holder sig stadig frisk som en tematisk overskrift på hans billeder. Den aktuelle udstilling og bog ”Impasse Hotel Syria” føjer sig til rækken af skygger af øjeblikke. Han fotograferer med det melankolske kamera. Det er billeder af en grum virkelighed med skæbneramte folk, der ofte trodser deres vilkår.

Hos Krass Clement ældes mennesker og byer ikke. De forædles. Det er forfaldets æstetik, uden at det bliver dekadencens vulgaritet. De skæve linjer, brudte vinkler, overraskende motiver, flygtige stunder, triste steder og menneskers tomme øjne illustrerer både resignation og styrke.

Billedet af det livløse ansigt på stuepigen, der viser det trøstesløse værelse frem, mens hun kan ses i klædeskabets spejl, gengiver nærmest en stumhed overfor tilværelsens indfald.

Ikke kun den ultimative kontrast mellem sort og hvid i fotografierne antyder livets omskiftelighed. Også i et øjebliks snapshot fra en bazar ses modsætningen mellem det skræmte blik hos den unge mor med tørklæde om hovedet og babyen på skulderen og den moderne kvinde med stort hår og solbriller og velfriserede børn i smart tøj ved siden af sig.

Det er den slags hurtige stunder, Krass Clements fotos fint indfanger. Ikke kun isolation mellem mennesker, også en nærmest arrogant ensomhed hos et dollargrin parkeret i en sort gyde viser stedets forladthed.

I titlen ”Impasse Hotel Syria” siger det første ord alt: impasse er en situation, hvor intet fremskridt synes muligt, særlig på grund af ufred, en endeløs blindgyde.

Davids Samling
Kronprinsessegade 30, København K
Frem til 22. oktober


Send til ven
Artikel fra: Nr. 06 / 2017 - Juni / Aug.
ARTIKLER FRA NYESTE AVIS
Et land i sort/hvid
Krass Clement foto af byer og mennesker i Syrien
Af Orla Schantz
Together we get somewhere
Jacob Rantzau og Oscar Björck på Skagens Museum
Af Grethe Hagensen
Fremragende Tal R
Tal R’s værker fra de sidste to årtier på Louisiana 
Af Finn Storgaard
KUNSTKALENDER - 282 Arr.
ANNONCE