AVISEN

ANNONCE
NYHEDSBREV
Modtag vores gratis nyhedsbrev
Indtast Email:



NYHEDER

Keith Ryan Lopez: March of the Elephants. Bly på papir, 38 x 28 cm. Foto stillet til rådighed af The Studio Gallery.
Sort på hvidt!

Af Preben Winther
prebenwinther@up95.dk

Tegning som genre har til skiftende tider og i forskellige kunstneriske miljøer og sammenhænge været højt besunget; f.eks. betragtede man i renæssancen disciplinen som al billedkunsts basis. Men tegnekunstens popularitet har svinget meget, og i andre perioder af kunsthistorien er den nærmest blevet degraderet til blot at være interessant som skitser og forlæg til de ’rigtige’ kunstværker, maleriet.
I øjeblikket præsenterer The Studie Gallery en lille eksklusiv udstilling med værker af to meget forskellige kunstnere, der hver på deres måde formår at få tegning til at sætte sig i respektfuldt relief.

En gåde uden adgang
Begge kunstnere er født og opvokset i udlandet, den ene er islænding, den anden amerikaner, men er nu bosiddende i Odense-området.
Helga Benediksdóttir (f. 1951) er måske især kendt for sine klare og meget enkle, farveintense malerier med akryl på lærred. Der er noget livsbekræftende og humørfyldt over værkerne, der kan tangere naivistiske. Men kunstneren arbejder også med akrylfarve på papir, og disse malerier tager sig med deres livfulde og næsten voldsomme penselføring helt anderledes ud.
I den aktuelle udstilling viser Benediksdóttir endnu en side af sit virke. I sine tegninger, hvor hun lader farver være farver og har sat blyanten til papiret, er det pludselig helt andre stemninger, der er i spil, og der opstår en vibrerende intensitet. Der er ikke tale om banalt vemod eller nogen form for tristesse, men der indfinder sig i tegningerne en gådefuld dybde og alvor, der har noget med selve livet og dets op- og nedture at gøre.
En islandsk kunstner gør det ikke altid let for sit danske publikum, når hun i en del tilfælde vælger at betitle sine billeder på islandsk. Men somme tider kan Google træde hjælpende til (!) og afsløre, at ’Timinn loeknaröll sár’ - titlen på tegningen med den smukke kvinde med den lange fletning - dækker over det danske mundheld Tiden læger alle sår. Det løser heldigvis ikke tegningens gåde, men er med til at rejse spørgsmål. Hvilke tanker er det, kvinden synes så voldsomt fordybet i? Har hun været ude for en livsomvæltende hændelse? Beskueren får ikke adgang til svaret, men gribes af den skjulte beretning.

Evnen til at kæmpe og overleve
En anden af kunstnerens store tegninger, Vej med pause, er ikke enklere at tyde. Det mørke landskab, der fylder hele papiret, synes fra nederste højre hjørne og diagonalt op mod venstre skåret op af en form for revne, eller det kan være en barriere, og der synes at være opstillet et primitivt lille telt, måske til overnatningsbrug, før den ukendte - og ikke viste - rejsende skal videre på sin færd.
Flere af Benediktsdóttirs tegninger rummer sådanne lidt gådefulde temaer, men hvor det åbenlyst handler om nogle af tilværelsens mere sørgmodige tildragelser. At blive forladt, f.eks., eller at være nødt til at skulle flytte fra hus og hjem alene, slæbende sine få ejendele efter sig på en slæde. Når det aldrig bliver for tungt og mørkt, skyldes det kunstnerens evne til også i alvoren at indsnige menneskers evne til at kæmpe og overleve, og ikke mindst tegningernes egetliv.
Nogle enkelte af dem er dog mere til den muntre side og kalder på smilet, eller giver en pragtfuldt cadeau til kærligheden.

Kunstneren er uddannet på Kunst- og Håndværkerskolen i Island i 1968-72 og flyttede til Danmark samme år, som hun startede på Det Fynske Kunstakademi i 1986 (-92).
Hun har udstillet i Tyskland, Island, Rusland og Danmark.
Hun har oprettet Den Nye Kunstskole i Højbo, hvor hun selv underviser.

*

Ekspressivt cirkus
Udstillingens anden kunstner udtrykker sig med ganske andre midler og i langt mere beskedne formater, men ikke mindre kraftfuldt.
Keith Ryan Lopez (f. 1973) viser papirværker i ren blyant og i blandteknik, i alle tilfælde i den mest vidunderlige, mørke og fede, SORTE farve, med en masse undernuancer.
Ved første, hurtige blik kan Lopez’ legende og ekspressive billedfortællinger forekomme ganske nonfigurative, hvilket de bestemt ikke er. Man skal give dem tid, betragte dem nøje og så afgjort også lade titlerne lede én på vej.
Den største tegning, til venstre i kunstnerens ophængning, hedder således Elefanternes march. Tre mindre, sammenhørende værker, alle kaldet Klovn, mens én tegning blot er kaldt HOP – og det er netop det, man er vidne til. (Alle titlerne er mine oversættelser.) Det er sidstnævnte billede, der måske er det, der for beskueren klarest forløser hele suitens tematiske og - trods alt -figurative indebyrd. Pludselig oplever man på hoppe-tegningen små sorte gnomer, der morer sig gevaldigt med et stort sjippetov, og – ja, dér er jo også cirkuskuplen! Nu kan man også få de tre klovner til at træde frem, selv om deres abstraktionsgrad er mere udtalt, og den store elefant får næsten personlighed.
Keith Lopez beskriver, at han er fascineret af cirkus og af at lege med elementerne fra cirkus i sine tegninger. Men hans tilgang til disse glade tegninger baserer sig på forskelligartede, seriøse studier, hvilket gør sig gældende for alle hans værker. Det kan dreje sig om en interesse i dyrs vandringsruter og kampadfærd, eller i landskaberne, og med hensyn til cirkustemaet har han også lånt et øje til den amerikanske kunster Alexander Calder, der i perioden 1926-31 arbejdede med legetøjsteater og i 1927 skabte tableauet Cirkus Calder.

Drama og livsglæde, abstrakt og figurativt
Af Keith Lopez’ øvrige inspirationskilder bør også nævnes den japanske træsnit-genre ukiyo-e (kaldet ”den flydende verdens billeder”), der blomstrede i Japan i det 17., 18. og op gennem det 19. århundrede. Lopez har givetvis studeret og beskæftiget sig med disse fabelagtige træsnit i forbindelse med sit grafiske arbejde; og selvom de japanske værker er trykt i farve, Lopez’ i sort/hvidt, og selvom de gamle japanere ikke gjorde i det nonfigurative, har deres grafiske blade i hvert fald til overmål drama og ekspressivitet, hvilke de har givet i arv til Lopez.
Han rammer med sine tegninger noget, man ikke så ofte oplever på en udstilling. Voldsomt drama udtrykkes i ganske små formater. Et væld af kulører og livsglæde formidles uden brug af farve. Abstrakt og figurativt kommer til orde i de samme værker, ud fra den synsvinkel beskueren lægger ned over dem. Noget af en præstation.

Kunstneren er født i Tyskland, men flyttede som ganske spæd sammen med forældrene til USA, hvor har boet indtil 2009, hvor han slog sig ned i Danmark.
Han har en BA (Bachelor of Art) og en MASTER (Master Class) fra Charleston School of Art. I mange år arbejdede han som grafiker og billedhugger, men har på det seneste kastet sig over tegnekunsten.
Hans CV og udstillingsliste er ganske imponerende.

The Studio Gallery
Vesterbro 13, Odense
Frem til 26. marts


Send til ven

Helga Benediktsdóttir: Timmin loeknaröll sár (Tiden læger alle sår). Bly på papir, 70 x 100 cm. Foto stillet til rådighed af The Studio Gallery.

Keith Ryan Lopez: HOP. Bly på papir, 33 x 50 cm. Foto stillet til rådighed af The Studio Gallery.

Helga Benediktsdóttir: Vej med pause. Bly på papir, 80 x 150 cm. Foto stillet til rådighed af The Studio Gallery.
NYHEDER
Eksotiske toner i den fynske natur
 Johannes Larsen og japansk træsnitkunst
- Læs mere...
Kunst og strik
Hvad sker der, når man kobler kunst og strik. Det har en gruppe garnelskende kvinder sat sig for at undersøge
- Læs mere...
Med tiden som omdrejningspunkt
På det nordjyske Galerie Provence viser billedkunstner Christina Mosegaard nye værker under titlen ”Wunderkammer Billeder”.
- Læs mere...
Den Frodige Fynske have
150 års fejringen af Johannes Larsens fødsel
- Læs mere...
I gang efter afgang
Katrine Skovsgaard dimitterede fra det Fynske Kunstakademi sidste år, fik en hæderspris og kan her i foråret opleves i Odense, Sønderborg, London, og i Raadvad nord for København
- Læs mere...
ARTIKLER FRA NYESTE AVIS
Detlev Blunck
Stor særudstilling på Nivaagaard
Af Karen Hammer
Pissarro på Ordrupgaard
Danske malere i Dansk Vestindien
Af Ove Bjørn
Den Frodige Fynske have
150 års fejringen af Johannes Larsens fødsel
Af Lise-Lotte Blom
KUNSTKALENDER - 307 Arr.
ANNONCE