AVISEN

ANNONCE
NYHEDSBREV
Modtag vores gratis nyhedsbrev
Indtast Email:



BOGANMELDELSER

Kunsten er det mere

Af Ove Torp
torp.herning@mail.dk

Bogen ”101 kunstnere” af Kunstavisens redaktør Tom Jørgensen er angiveligt første bind af et nyt årligt opslagsværk over nulevende danske kunstnere. Bogen vil vise et bredt udvalg af dygtige malere, billedhuggere, keramikere, glaskunstnere og installationskunstnere.

I bogens forord skriver Tom Jørgensen bl.a.:
”Hvor du i andre opslagsbøger kan læse om de unge fremadstormende kunstnere…. får du med ”101 kunstnere” … et bredt overblik… uanset køn, alder, uddannelse eller arbejdsområde….Alt for mange mennesker i Danmark, galleriejere, kunstformidlere og politikere ser først på den enkelte kunstners papirer, før de ser på værkerne…finde det mere…”

Hovedpointen bag ”101 kunstnere” er med andre ord at vise mangfoldigheden i dansk nutidskunst. Der hvor forfatteren finder det mere, der er kunsten.

Bogens kunstnere præsenteres i alfabetisk orden efter efternavn og hver kunstner har en billedside – og de fleste også en tekstside, for det meste skrevet af Tom selv. Undertiden af andre og enkelte gange af kunstneren selv. Tom er journalisten og anmelderen i arbejde på godt og ondt.
Der er desuden oplysninger om kunstnerens hjemmeside og email, og i mange tilfælde også adresse. Men ikke C V og andre ting, der skal gøre dem ”anerkendte” og værdifulde i kroner og ører. Også her er der undtagelser. I denne anmelders øjne sympatisk – jeg har altid været irriteret over kunstsamlere, gallerister og andre, der møder mig med bemærkninger om, at det skal være anerkendt, underforstået allerede kendt og dyrt på markedet. Hvis man ikke kan se det mere, der gør et værk til kunst, er det i grunden ikke værd at snakke kunst, så snakker man penge.

Hvorfor er jeg ikke med i bogen
Mange vil mene, at de lige så vel kunne have været med blandt de 101, der kom med i denne omgang. Og det er vel sandt nok. Valget er helt redaktørens blandt de mange, han har mødt på sin vej gennem utallige udstillinger, ofte nogen han har skrevet om og/eller for. Næppe nogen har mødt så mange kunstnere som netop Tom Jørgensen – og skrevet om så mange. Og velkendt er det, at han ikke bryder sig om en meget teoretisk tilgang til kunsten. Kunst skal kunne opleves umiddelbart og sætte tanker i gang – forvandle, som Jorn sagde det.

De største, dyreste og mest kendte er ikke med, det er dem der kommer lige under på næste hylde, der er bogens ærinde. Og her er trængsel, langt mere end 101, altså nok at tage af i de kommende år, hvis ideen slår an som forretning – for forretning er det naturligvis at lave en bog af den type.

Selvfølgelig kan man diskutere, hvem der er gode kunstnere, og det får man et ganske godt indtryk af i bogen – om ikke andet, så et indtryk af, hvad Tom Jørgensen prioriterer, når man læser de værdier, der gentages i historie efter historie – fantasi, at ville noget, håndværk og evnen til at sætte tanker og sind i bevægelse – at forvandle og udvikle den, der oplever værkerne. Med andre ord, det er givende at læse bogen – uden at man er forpligtet til enighed.

Det er svært at trække enkelte frem, det er lige så risikabelt og vanskeligt som at skrive denne bog.

Blandt de kunstnere, som er med i bogen, vælger jeg at nævne nogle, der har krydset min vej.

Ole Ahlberg, Hardy Brix, Claus Brusen, Paul Cederdorff, Uffe Christoffersen, Els Cools, Rasmus Danø, Poul Esting, Marie-Louise Exner, Carsten Frank, Hjørdis Haack, Brit Hendriksen, Kirsten Holm, Karin Olesen, Hans Pauli Olsen, Winnie Strøm Schildknecht, Troels Trier – plus måskek et par stykker, jeg har glemt.  

Og så er der 84 mere, som jeg nu har fået en forsmag på og må spotte fremover, når nu Tom Jørgensen har taget dem med i sin bog. En vovelig og irriterende bog – men også en bog, der ikke bare bliver sat hen i den uendelige række i en kunstanmelders reol. Den vil blive konsulteret for at se det der mere, han mener, der er.
Og så vil jeg som mange andre skumle lidt og mere, at jeg med rette vil kunne forslå adskillige håndfulde navne til næste års bog.

”101 kunstnere” udgives på Forlaget JA og koster 198 kr.

”101 kunstnere”
Redaktør: Tom Jørgensen, tlf. 2589 3981, mail@eikon-kunstformidling.dk
Forlaget JA ApS
Omslagsillustration: Tobias Mikkelsen
ISBN 87-982877-9-6
1. oplag 2009, oplag: 1500


Send til ven
BOGANMELDELSER
Gaven til Vendsyssel
Erik Veistrups Samling på Vendsyssel Kunstmuseu
- Læs mere...
Tilbageblik og Tankeflugt
Om to mænds samarbejde og samling
- Læs mere...
Den evigt omvandrende jøde
En biografi om Chagall skrevet af kunstanmelderen Jackie Wullschlager
- Læs mere...
Kirsten Klein: Mellem lyset og mørket
En fremragende bog om etisk fotokunst
- Læs mere...
På afgrundens rand
Poul Anker Bechs meningsfulde iscenesættelser af det meningsløse
- Læs mere...
ARTIKLER FRA NYESTE AVIS
Filmisk enkelhed
Kan man flytte kampesten ved tankens kraft alene?
Af Lars Pryds
Verden i kontrast
Maleri og skulpturer, inspiration og fordybelse
Af Lars Lisberg
Objects og monsters
En god udstilling med glaskunstneren Karin Mørch
Af Inger de Stricker
KUNSTKALENDER - 318 Arr.
ANNONCE